Fluefiskeri, som beskrevet med fluestang, fluehjul og kunstig flue, kan måske forekomme som en nyere og smart måde at fiske på, men faktisk kender man teknikken fra gamle tider.
Rom
Den tidligste omtale, vi kender til, stammer fra den romerske forfatter og lærer i retorik, Claudius Aelianus.
Han fortæller i år 200 om hvordan Makedonske fiskere lavede agn af rød uld som de bandt fast til en krog og brugte fjer fra haner, til at gøre “fluen” mere appetitlig for fiskene.
Det nævnes at fluestangen de brugte var to meter lang med en line af samme længde.
Japan
Det siges at Japan udviklede to metoder at fiske med flue på: Ayu og Tenkara.
Ayu fiskeri, navngivet efter Ayu fisken, er dateret fra 1500-tallet og blev brugt i forbindelse med træning og meditation af Japanske Samurai-krigere.
De brugte meget lange fiskestænger på op mod fem til syv meters længde. De lavede deres egne kroge med af nåle og brugte materiale til at få nålen til at ligne en flue. Det var desuden kun Samurai, der havde lov til at fiske.
Tenkara fiskeri begyndte senere i 1800-tallet, hvor man brugte mere simpelt udstyr fremstillet af bambus, med en line og uden fiskehjul.
Faktisk praktiseres Tenkara-teknikken den dag i dag, hvor man stadig ikke bruger fluehjul. Man bruger det oftest ved små vandløb hvor det ikke er nødvendigt at kaste langt.
England
Fluefiskeriet begyndte at blive populært i Europa i år 1500 da A Treatyse of Fysshynge wyth an Angle blev publiceret.
Teksten var en del af The Boke of Saint Albans – et værk som omhandlede “gentlemens” interesser.
I dette blev kast med fluen nævnt, og indeholdte instruktioner og vejledning til blandt andet fluestænger (hvilke var fire meter lange på tidspunktet), liner, fremstilling af kroge og flue, samt hvilke fluer man skulle bruge i hvilke årstider.
Efter den Engelske borgerkrig sluttede i 1651, steg interessen for sporten og flere bøger blev efterfølgende forfattet og publiceret. Deriblandt “Den erfarende fisker” og “Den fuldkomne fisker” af Izaak Walton samt andre bøger.
Det siges at Walton formåede at beskrive fluefiskeriet som værende en poetisk og idyllisk sport, som nogle nok kan nikke genkendende til selv den dag i dag.
Waltons bekendte, aristokraten Charles Cotton, tilskrives af mange som fader til moderne fluefiskeri og fluebinding, da han skrev og publicerede hans 12 kapitler om ”Instructions How to Angle for Trout and Grayling in a Clear Stream.”
I løbet af 1800- og 1900-tallene begyndte man bl.a. at bruge silke som liner, i stedet for hestehår, og derefter gjorde fluehjulets opfindelse det muligt at anvende mere moderne liner. De mest anvendte hjul på tidspunktet var de engelske Nottingham-hjul. Hidtil havde liner blot været uniforme, men med fluehjulets indtog begyndte man at tapere dem.
”The Art of Angling” af Richard Bowlker fra 1747, markerede starten på moderne fluefiskeri. ”The Fly Fisher’s Entomology” af Alfred Ronalds fra 1836, var den første bog som illustrerede og klassificerede insekter som ørred og stalling går efter i de britiske fiskevande.
”Vade Mecum of Fly-Fishing for Trout” af George Pulman fra 1841, var den første til at beskrive præcist hvordan man fiskede med en ”tørflue” som flød på vandoverfladen.
Typen af fiskeri med fluestang vi har i dag, stammer primært fra England og udviklede sig gennem 1900-tallet med lystfiskeklubber og fællesskaber omkring lystfiskerisporten. Teknikken fik prædikatet elitært og der herskede i det hele taget meget snobberi omkring sporten.
Heldigvis er det ikke sådan længere i dag, hvor det i høj grad er en allemandsaktivitet for både unge og gamle af begge køn.